Nyt blod

Fernisering:
fredag den 9/7-04 kl. 17.00 – 20.00

Udstillingen kan ses frem til den 21/8 -04

Galleri Tom Christoffersen har den fornøjelse at præsentere “Nyt blod” – en kommentar i udstillingsform til Det Kgl. Danske Kunstakademis 250 års jubilæum med titel tyvstjålet fra Londons Saatchi & Saatchi. Hvor Statens Museum for Kunst i disse dage fejrer jubilæet ved at udstille nogle af de “prøvede” og anerkendte kunstneriske kræfter på “Clinch ! “, vil vi gerne I denne anledning fejre den unge fremadstormende generation på og fra Det Kgl. Danske Kunstakademi – hvad har det “nye blod” at byde på ?

De udstillende kunstnere er Ivan Andersen, Jon Stahn, Kathrine Ærtebjerg, Anders Brinch, Lise Blomberg Andersen, Thyra Hilden, Allan Otte, Torben Ribe, Martha Kramær, Rasmus Rosengaard, Anna Odell, Melou Vanggaard, Anders W. Ø. Larsen, Christian Vind, Honza og Jesper Dalgaard – en bred og meget forskellig gruppe af unge kunstneriske talenter, som enten stadig går på Kunstakademiet eller har forladt det indenfor de seneste tre år.

At præsentere en generation af kunstnere er svært uden at forfalde til klicheer – hvilke fællestræk har kunstnerne, hvad er deres kunstneriske ”projekt”, hvordan positionerer de sig i forhold til kunstens før og nu ? Sådanne spørgsmål elsker den etablerede kunsthistorie at forsøge at finde svar på.
På “Nyt Blod” har vi dog afholdt os fra at søge andet end en topologisk og en kronologisk fællesnævner – kunstnerne er alle uddannede på Det Kgl. Danske Kunstakademi og dette er de blevet det indenfor de sidste tre år. At søge andre store overordnede fællesnævnere synes at være meningsløst – for konstrueret, om man vil – da den unge danske samtidskunsts væsentligste karakteristika netop synes at være dens mangel på ensretning.

Altså, ingen “Kniven på hovedet,” snarere en “Sensation” i miniformat – for igen at parafrasere vores engelske navnebrødre. Kun ufortyndet “Nyt blod” præsenteres her. En fællesnævner i, at der ikke er nogen fællesnævner – andet end måske en vilje og lyst til at gå uhøjtideligt på strandhugst i tidligere kunstneriske retninger og stilarter og (mis)bruge dem med arme og ben ?

Udstillingens hoved fokus er maleriet: Fra Ivan Andersens paranoide og kantede figurative univers på vej i såvel motivisk som malerisk opløsning i “S-Bror” med hilsener til både Hockey og Bradbury til Jon Stahns virile og energiske neon-maleri. “I have never had a bad trip”– indeed, sådan kan man også give traditionen fingeren: Med lige dele ironi og bronze støbning.
Kathrine Ærtebjerg præsenterer os i “Det var 1000 år siden hun havde set en rigtig mand” for sit karakteristiske surreelle og meget personlige feminine drømmeunivers – en foruroligende latent seksuelt ladet billedverden bygget op af enkel figuration, tusch-agtige-tegninger og ekspressive farvestrøg.. I mødet mellem billede og den for Ærtebjerg karakteristiske lange titel lægges ansatsen til tusinde fortællinger: Det narrative maleri i fuldt flor.
I en surreel verden befinder sig også Lise Blomberg Andersens “Forhindringer på vej hjem.” Som en pastelfarvet collage af sommerdrømme halvvejs imellem uskyld og kitsch., Romanblad og pigedrøm. Et billede som på alle måder er ”for meget”– på den gode måde viser Blomberg Andersen vej ind i et på én gang naïvt men også skræmmende kunstigt univers.
Seksualiteten ser vi mere til i ”Supersperm” hos Anders Brinch – kåde sædcelle-lignende former i et barokt tegneserieunivers vikler sig ind og ud af lærredet. Et ”barokt” billede i mere end en forstand: Anders Brinchs håndværksmæssige overlegenhed og hans billeders kredsen om ormeagtige strukturer og kaotiske ophobninger af figurative objekter synes for den kunsthistoriske iagttager at ihukomme den historiske baroks ”vanitas”-maleri: Maleriet som meditation over forgængeligheden.

Ligeledes synes vanitas-metaforen at beskæftige Thyra Hilden i ”Castles in the Sand”: Hilden præsenterer os i sine smukke natte-fotografier for sandslotte på randen af et poetisk sammenbrud. En meditation over at ”all castles fall eventually” i Hildens velkendte gådefulde ”crime scene” -æstetik komplet med døde dyr og psykedeliske sandformationer.
Fotografierne synes at vække genklang i Allan Ottes “Focus Kollaps Distant Thunder Rumbles” – en hypnotisk næsten serigrafisk naturalisme der, med sin komplette mangel på synlige penselstrøg, virker gold og forladt – som ren overflade der kan brydes sammen når det skal være. Man hører næsten en sydstats-sumpet Nick Cave snerre “distant thunder rumbles hungry like the beast” i baggrunden. Noget ondt er på vej.

Humoren har dog også en vægtig plads på udstillingen: I Torben Ribes “Imagine a Nice Abstract Painting” tages der livtag med den store forkromede maleriske danske tradition: Modernismens hellige hvide flade saboteres effektivt af blinkende party-lygter og Asger Jorn må se sig forvist til en trope-ø i Barbie-farver. Også Martha Kramærs “Benidorm Tour Retour II” trækker på det kitchede: Indtryk fra den spanske turistby synes at have taget mærkbart ophold i Kramærs billede – et grelt farvevalg, flygtige indtryk af en pige uden ansigt på en karrusel. Under det tilsyneladende overfladiske lurer altid en snigende melankoli og rastløshed.
Udstillingens absolutte maleriske kompromisløshed synes at findes i Rasmus Rosengaards store natstorte lærred ”Uden titel”– en Kiefer’sk materialitet og tyngde opbygges i et landskab der næsten må siges at udgøre en slags landskabsmaleriets negativ. Rosengaards billeder er – også i overført betydning – maleriske sorte huller.
I stærk kontrast hertil fremtræder Anna Odells ”Uden titel” med sin orange-lyserøde farveholdning og sine tynde, næsten akvarel-agtige lasurlag – en malerisk tilgang som synes at parafrasere 80ernes ”vilde maleri”og parre det med en særdeles nutidig farveholdning. Melou Vanggaards “This Land is Ours” synes heller ikke at fornægte inspirationen fra punkens ”heftige” maleri, energi og rastløshed – men en porøsitet og en malerisk fordybelse og omhyggelighed synes samtidig at fornægte den umiddelbare ekspressivitet. Det paradoksale i et kyndigt overvejet flow ?
Alt andet end ekspressiv må Anders W.Ø. Larsen ”Misantropens skjul” med sit karakteristiske næsten forsigtige, let kridtede anstrøg siges at være – en træagtig skrøbelig struktur strækker sine grene mod himlen, klemt inde i et antydet mørkt og trykkende indelukke. På en gang skrøbeligt, enkelt og kraftfuldt. Endnu mere skåret ind til det kridthvide lærred bliver der hos Honza, udstillingens eneste 1. års elev: Hvid baggrund. Papkasse i blød naturalisme. Så enkelt kan det gøres.

”Nyt blod “ præsenterer to installatoriske indslag: Christian Vinds serie af malerier og tegninger har indtaget galleriets lille cirkulære rum for at præsentere os for en serie af arbejder der med deres pertentlige, men alligevel kaotiske skønhed synes at rumme lige dele Edward Munch, William Blake og Harley Davidson – de mindre værkers næsten krystallinske karakter går igen i Jesper Dalgaards skrøbelige glaserede lerskulpturer – LEGO på syre eller en introvert undersøgelse af en klodsethedens æstetik
”Ny Blod “er ikke en udstilling det er muligt at opsummere i et “alt i alt “ eller “generelt kan man sige:” I stedet må udstillingen opleves som et skizofrent intellektuelt og sansemæssigt bombardement.
Galleri Tom Christoffersen byder det “Nye Blod “ velkomment til godt samarbejde fremover.

Merete Jankowski