ELLENS CABARET

I 1980erne var det meget på mode at tale om “grimhedens æstetik” indenfor dansk samtidskunst: Disse ord skulle betegne en kunst, der i punkens tidsånd vrængede af alle traditionelle forestillinger om, at kunst nødvendigvis skulle opfylde æstetiske krav om skønhed og harmoni for at være salon-fähig. Eller “fähig” i det hele taget.

Kunstnerne udforskede det imperfekte, det sjuskede, det dårligt lavede, ja, nogle gange kastede de ligefrem op på deres værker for at understrege et andet af firser-kunstens slogans: Kunsten er endt i en blindgyde, alt er blevet gjort – men vi gør det alligevel. Alt er genbrug – selv i kropsmæssig forstand.

Ellen Hyllemoses værker kunne det være fristende ligeledes at tale om som udforskninger af ” grimhedens æstetik” og som kunstneriske erkendelser af, at kunsthistorien i dag ikke er til revolutioner, men til citationer. ” Dead End Paintings” lavede kunstneren for år tilbage ligefrem en serie værker der hed – og det klodsede, det halvfærdige, de rå og ofte billige
materialer, der ikke helt ser ud til at kunne bestemme sig til, hvorvidt de vil være malerier eller skulpturer eller kunstværker i det hele taget, er blevet Ellen Hyllemoses kendetegn.

Men Ellen Hyllemoses kunst er ikke en vrængen, ikke en resignation, men en tøven – både overfor traditionen, men også overfor kunstens virkemidler og kunstens væsen – ofte med en slet skjult humor og mere end et glimt i øjet. Ofte for man følelsen af, at det egentlig er lidt synd for Ellen Hyllemoses værker – de står nøgne, afklædte, lidt ydmyge og vil helst ikke postulere at være andet, end de er – tape, masonit, kæder, farve i et spændingsfelt mellem maleri og installation.

Hyllemoses værker kredser ofte om den centrale plade af krydsfiner eller masonit – disse tarvelige materialer – som sættes i spil med det omkring liggende rum på forskellige måder, spændt ud fra væggen, klæbet til den eller i denne omgang iklædt badedragtsstof !
Ikke alene i materiale-valget, men også i udstillingens titel ” Ellens Cabaret, ” som er taget fra et festligt badehotel på Ellen Hyllemoses hjemegn på Møn, lægges en distance til selve udstillingsrummets og kunstens højtidelighed. En kabaret er nok farvestrålende, men også ofte lidt lurvet.

Merete Jankowski