Dyregørelser
Dyregørelser
Claus Carstensen
11.3 – 9.4.2016
English press release – Dyregørelser
Office
The Sound Of My Room
Morten Søndergaard
På Claus Carstensens nye soloudstilling i Galleri Tom Christoffersen tager værkerne konkret udgangspunkt i billeder af forbudte hestekampe i Filippinerne. I malerierne er hestehoveder det gennemgående motiv, hvor de indtegnes og nærmest indflettes i en ekspressiv sort og grøn abstraktion. Hestens kraftfulde udtryk mimer værkets egen. Overfor maleriernes snørklede sprog står papirarbejdernes rene opblæste hestebilleder, kun subtilt defacede og klokkeklare i deres fremtræden. Ikke midt imellem, men alligevel som en slags balancerende vægt, afsluttes udstillingen af en serie modifikationer, hvor der er arbejdet videre på allerede færdige tryk og tegninger med hestemotiver.
Udstillingens malerier, defaced posters og modifikationer handler samlet set om begrebet Dyregørelser:
’Dyregørelse’ er en tosidet, antropologisk størrelse, hvor begge sider har noget med hinanden at gøre, og som handler om gradueringer af begreber som kultur, bevidsthedsopståen, selvbevidsthed og det særligt menneskelige. Der findes en aforisme, der siger: At leve er at tabe terræn. Det skal forstås på den måde, at forskellen mellem mennesket og dyret er, at mennesket er bevidst om, at det ikke lever i et åbent, endeløst terræn, men ser sig selv tabe terræn – modsat dyret, der ser et åbent, uafgrænset, tidløst landskab, hvor der ikke er et ’før’ eller et ’efter’ og derfor heller ingen dødsbevidsthed.
Dyregørelse eksisterer i en en agressiv, aktiv form og så en passiv form. Den passive del, “dyreblivelsen”, udgøres af en enorm længsel efter evigt liv uden dødsbevidsthed – evighedskulten er menneskets ældste sygdom. Den aktive del, “dyregørelsen”, handler om at gøre “de andre” til dyr med en bevidsthed om, at man står højere i hierakiet end dem man fornedrer.
Dyret er således både attråværdigt, men samtidig forkastet, og dette komplekse forhold belyses i Claus Carstensens værker. Vi stilles overfor billeder der kræver noget, trænger ind, og som i yderste konsekvens minder os om det uundgåelige – eller omvendt måske nærmere minder os om det åbenlyse, at vi skal huske at leve livet.
Claus Carstensen er citeret fra interviews i kataloget ”Whats Left (Is Republican Paint) – Nine Sisters” fra ARoS og på Kopenhagen.dk.
List of works
OFFICE:
The Sound Of My Room
Morten Søndergaard
12.3 – 9.4.2016
English press release – The Sound Of My Room
List of works – The Sound Of My Room
”Kraniets kronsøm (hvilket nu i første omgang burde undersøges) har – lad os antage det – en vis lighed med den tæt bugtede linje som stiften på en fonograf indgraverer i den modtagende roterende cylinder. Hvad nu hvis man narrede denne stift og dér hvor den skal lede tilbage, dirigerede den hen over et spor der ikke stammede fra den grafiske oversættelse af en tone men noget i sig selv og naturligt eksisterende – godt: lad os bare sige det: netop (f.eks.) kronsømmen ville være – : Hvad ville der ske? Der måtte opstå en tone, en tonerække, en musik…”
Forfatteren Rainer Maria Rilke beretter i sin lille tekst Ur-Geräusch (Ur-lyd) fra 1919, om en oplevelse han havde i sin skoletid: En dag skulle eleverne overføre lyden af deres stemmer til en voks-valse. Lyden blev afsat som et sitrende spor i voksen, og deres stemmer var nu fastholdt, men fremmede og forunderlige. Langt senere sidder Rilke og studerer et kranie og genkender dér den sitrende aftegning i kraniets suture-linjen eller kraniesøm. Det får ham til at overveje, hvad der ville ske hvis man satte en pick-up-nål i kraniet? Hvilken lyd eller stemme ville man høre dér?
Denne poetiske overblænding eller sammenføring af lyd og linje, har for billedkunstner og digter Morten Søndergaard været udgangspunktet i arbejdet med suture-linjen. Suturen findes i alle pattedyrs kranier, og dens gestik genfindes i flodernes slyngninger og kystlinjer hen over kloden, og den ekkoer elektrokardiografens rytmiske dans over papiret eller seismografens sitrende linjer før et jordskælv. Søndergaard steg ned i katakombernes underverden og aftegnede hundredevis af suture-linjer, som siden, i samarbejde med billedkunstneren Åse Eg Jørgensen, blev til en bogudgivelse, og som direkte aftegning på galleriets vægge.
Suturen er en inhuman og nådesløs skrift som vi forbinder med døden – men den skyldes at vi fødes “bløde i bolden”. Det er en skrift som fører os tæt på livet, naturen og findes som en knitren lige før betydning sætter ind. Søndergaard ser linjen som en slags præ-skrift, en asemisk skrift, en tøven eller tvivlen foran grænsen til det som betyder og lyder. Suturen er både adskillelse og sammenføjning. Den er en livsvigtig konturlinje i et puslespil af kraniedele. Suturen er også syning i kød, den er kirurgens sammensyning af sår. Heling og hærdning. Spalte og afgrund.
Suturen er en grænsetekst, en ornamentik og en Ariadnetråd som er vævet ind i vores knogler. Søndergaard har til udstillingen udgivet en LP, der er en optagelse af hans rum, mens han sidder og skriver. Skriften og skriftens slyngninger, aftegnes helt konkret på væggen, eller sættes i scene på porcelæn. På fotos af kranier i katakomberne i Paris følger vi linjen og sendes ind i et univers af floder eller grafer; lige som kunstneren har fået foretaget et EEG, som fremstår som rapport fra en skrift fra kraniets indre. Nye marmorværker sætter skriften i scene, og lader den komme til syne og forsvinde igen som landskab og ornamentik.
Morten Søndergaard (f. 1964) er uddannet på den danske forfatterskole. Han debuterede i 1992 og har siden udgivet flere digtsamlinger. Han udstillede i Galleri Tom Christoffersen første gang i 2011 med Sahara under mine fødder og i 2015 blev hans store udsmykning Drømmegavlen, kommissioneret af Statens kunstfond, i Valby indviet. Han har i forbindelse med udstillingen udgivet bogen Suture og LP’en The Sound of my room og så er digtsamlingen Døden er en del af mit navn netop udkommet på Gyldendal.
