ELMERS END

21. januar 2003 – 22. marts 2003

Fernisering: 21. januar kl. 17-20

Postpainting er gentagelse. En slags gennemtævning af det kendte indtil ukendelighed.

Postpainting er direkte kopiering af den ydre verden.

–Elmer

Igennem det meste af Elmers værkproduktion har gentagelsen stået som en centralt  omdrejningspunkt:

Gentagelsen – ”gennemtæskningen  af det velkendte” – af fragmenter af den sociale og kulturelle realitet, som vi alle går rundt i hver eneste dag.

Lige fra ” Post Painting”-dagene med direkte kalkerede plastic-kopier af alt fra hagekors, kunsthistoriens klassiske billeder,  Tuborg-reklamer og partisan-tørklæder, fra 80´rnes på éen gang abstrakte og banalt figurerende ”lakrids konfekt billeder ”  og parafraser over den modernistiske malerkunsts store helte til kvindeportrætter af modeller, popstjerner og ganske almindelige kvinder i 90’ erne: Elmer har kredset om spørgsmålet om hvorledes kunsten – og i særdeleshed et så traditions-tynget medie som maleriet – kan forholde sig til, fortolke og percipere det umiddelbart nærværende, den billedkultur og den hverdagslige virkelighed, som ligger lige for næsen af os – uden at dette fører hverken til en tro på en bedaget ”realisme ” eller modernismens jeg-dyrkende tro på det originale udtryks mulighed.

Ikke blot  at pege på hvad det ER, der umiddelbart omgiver os,  men at påpege det i kunstinstitutionens rammer og derved  sprænge dette traditionelt autonome rum, at påpege at vores accelererede billedkultur giver os et bestemt antal billedformer – men at BETYDNINGEN af disse  er variable alt efter, om vi præsenteres for billederne på et museum, i et supermarked eller i en historiebog – billeder som på éen gang intet betyder i sig selv, men netop derfor refererer uendeligt.

Ligeledes er det i Elmers nye serie af malerier og bearbejdede fotos, som præsenteres på Elmers End,  fragmenter af dagligdag – kvinders hår –  og fragmenter af andre billeder – hverdagsfotos, kunsthistoriske citationer – der er i centrum.

Men nu har en tøven sneget sig ind: Det lille element af håndens spor, af subjektets indtog som mellemled mellem ydre realitet og lærred, ja, måske ligefrem en glimtvis billedets uskyldighed. Men altid kunsthistoriens mellemkomst – altid andre billeders påtrængenhed

Merete Jankowski