Så er der kronhjort
”Så er Der Kronhjort” til 16 marts.
Kronhjorten har altid haft et sikkert fodfæste i dansk kunst. I 1981 kopierede maleren Elmer i sin postpainting ide, en kronhjort på plastik. Kronhjorten blev bortcensureret på Efterårsudstillingen 1981. ( Senere gik postpainting konceptet fra Elmer og Kjartansdotter sin sejrgang over hele Norden, og via de bedste udstillingssteder. Utallige artikler og anmeldelser )
Denne kronhjort er med på udstillingen (.Måske startskuddet til at vise den utrolige samling af kopier af ægte tæpper, partisanhalstørklæder, Picassoer, Monet osv. på plastik.)
Desuden er der en prægtig kronhjort malet af Stig Brøgger i 1970. Den netop indkøbte kronhjort blev kørt til indramning på rammefabrikken Gammel Kongevej. Dagen efter kom jeg, fra en god middag, ned af Gammel Kongevej. Der var røg overalt. Rammefabrikken brændte. Jeg forcerede afspærringerne og blev mødt af en brandmand der forlod flammerne med Brøggers kronhjort i armene ! I det samme blev jeg tilbageholdt som mistænkt af politiet og afhørt . Historien om en udstillingen med en vigtig kronhjort som ide, lød ikke troværdig. Den noget forulempede ”jægermeisteragtige” kronhjort er med på udstillingen.
Derudover en hjort malet af den begavede akademielev Torben Ribe — den fremtræder på rødprikket voksdug. Noget mere yndefuld er Saltos kronhjortelitografi.
Udover disse hjorte er der ikke megen ide eller sammenhæng i udstillingen. Den er blot en samling af kunst jeg finder god. Helt enkelt — en kunsthandler, der lidt stolt viser frem af sit lager og årenes indkøb.
Starten her i Skindergade har været noget over forventning. Det startede på kulturnatten med udstillingen ” One night stand ” — fem unge akademielever fik frie hænder. Der kom flere tusind og blev drukket mere end sekshundrede øl. Ret opmuntrende var det at Nordeas Kunstforening dukkede op og købte stort ind af de unge kunstnere.
Jesper Christiansens ”Stolemalerier ” blev en smuk udstilling og udstillingen blev forlænget langt ind i januar, grundet den store interesse. En flot gestus af Galleri Mikael Andersen og Jesper Christiansen, at give grønt lys for udstillingen. Malerierne købte jeg af Jesper for mere end 12 år siden. Statens Museum for Kunst kom og købte to af de største og bedste malerier.
På ” Så er der Kronhjort ” udstillingen, har Holsterbro Kunstmuseum allerede været forbi og har købt et af udstillingens bedste malerier.
Jeg glæder mig til i foråret at vise en række unge kunstere i separat udstillinger og i maj en udstillingen om maleriet lige nu. Udvalgte malerier af akademielever i et ”Elmers Cut ”
Efter sommeren Anette Abrahamson og så Prof. Claus Carstensen med elever.
Tom Christoffersen
Jeg har bedt kunsthistorie studerende Merete Jankowski – der hjælper mig i Skindergade – kommentere tre malerier efter eget valg : Se Merete Jankowski’s kommentar
Berit Jensen, “Gul” :
Post-painting, 80´er-neo-ekspressionisme, ungt, vildt “heftiges Malerei ” eller blot et maleri der ikke kræver nogen form for ” åndelig indlevelse” eller hævder nogen kunstnerisk originalitet.
Tilbage bliver gentagelsen, ” re-produktionen “: det allerede skabtes kunstneriske formsprog der gentages og gentages i postmodernismens ånd indtil citationenen umuliggør og latterliggører enhver idé om ekspressionismens “lidende ” kunstner og udtryksmæssige egenart.
Spørgsmålet er, om betegnelsen ” De unge vilde “, som Berit Jensens generation af malere omkring den hæderkronede ” Kniven på hovedet “-udstilling på Tranegården i 1982 kaldes, i virkeligheden er dækkende: Berit Jensens ” vildskab ” er på ingen måde en emotionel vildskab, men højst en formmæssig vildskab, der, i sin optagethed af maleriets grundproblemer, føler sig fri til at overtage, anvende, imitere og ironisere over hele det kunsthistoriske bagkatalog: Det figurale, der dog aldrig bliver egentligt genkendeligt, det abstrakt-ekspressionistiske der dog aldrig bliver følelsesladet, osv. Et maleri der i mere end en forstand insisterer på at være “Gegen-stand” “, som Berit Jensens billeder kaldtes i 80´ernes Berlin: “Genstand”: Maleri som maleri som objekt på 80´ernes boomende kunstmarked, men også “mod-stand”: Modstand mod enhver beskuers forsøg på at fiksere maleriernes lag-på-lag-på lag af betydning og henvisning. ” At man ikke længere kan male, men derfor gør det alligevel. ”
Torgny Wilcke: ” Uden titel “:
At et maleri kan have en krop. At det ikke blot forsøger at forholde sig til lærredets to dimensioner, længde og bredde, men til den tredje – massefyldens – og måske den fjerde, som er tidens: Kroppens arbejde i tid med farve og lærred, og farven og lærredets arbejde med sig selv i udflydning, krakelering og tyngde.
Umidelbart synes Torgny Wilckes, tunge, farvemættede lærreder, som de vistes første gang på Charlottenborgs ” Fact& Value “-udstilling sidste år, måske at indskrive sig i en tradition for en udforskning af det formelt-æstetiske, som det kendes fra den amerikanske 50-60´er scene med Newman, Rothko, o.a. , men måske var det i stedet forsøget værd, at læse dem i forhold til det 20. århundredes fænomenologiske tradition: Fænomenologi er videnskaben om, hvorledes vi sanser gennem kroppen, og ikke gennem det traditionelle maleris en-øjede kuk-kasse perspektiv: Set i dette lys kan Torgny Wilckes malerier siges at stille et interessant spørgsmål til nye veje for maleriet: Hvad bliver et maleri til, når farve bliver skulptur og lærred bliver installation, når fokus forskydes fra øjet og fladen til kroppen og rummet ?
Mikkel Engelbrecht, “Uden titel ”:
I litteraturen om de gamle surrealister, ses det ofte, at Freuds begreb ” das unheimliche ” anvendes: ” Det u-hjemlige ” eller de velkendte genstande der pludselig fremstår som uforståelige eller fremmede: Kopper betrukket med pels, geder med bildæk om maven eller hummere anvendt som telefonrør – billeder og genstande der ofte opfattes med lige dele nysgerrighed og utilpashed. Billeder og objekter, som vi umiddelbart genkender, men hvis betydning og sammenhæng synes revet ud af led – et meningens sammenbrud i vores dagligdagsverden. At indskrive Mikkel Engelbrechts billede i denne tradition er et kunstgreb – for også en bevidsthed om 80´ernes ironiske reference-maleri synes at være tilstede, – men det meningssøgende spørgsmål synes at rejse sig: Med hvilket objekt er det, at vi bliver konfronteret: En klokke eller en hue – eller en klokke/hue ? Et objekt i et ikke-eksisterende rum, som vi synes at genkende, men ikke aner hvad er.
Billeder fra udstillingen
