SKYGGER

Christian Skeel + Morti Vizki

I gamle dage, dengang fjernsyn endnu ikke havde helt styr på perfektionen af billedrør, transistorer og dioder, var der noget, der hed »efterbilleder «. Efterbilleder var billeder, der kunne brænde sig fast på skærmen, som spor på en nethinde af noget, der engang var set og oplevet. Noget flygtigt og måske endda noget let melankolsk.

På samme måde står Christian Skeels og Morti Vizkis værkserie »Skygger « midt imellem væren og intet. Imellem digtenes flygtighed – et digt tager kun den tid, det tager at udsige eller læse det – og billedets fysiske materialitet, dets permanens, dets materielle væren i rummet. Alligevel kan man sige, at det måske er lettere at nedfælde et digt i hukommelsen, end det er at huske alle detaljerne ved et billede så nøjagtigt, at man kan genkalde sig det i dets helhed for sit indre blik. Der vil aldrig være et entydigt forhold mellem ord og billede, og, som en skygge kun er noget, som eksisterer i kraft af noget andet, udgør digt og billede i det Skeel/ Vizki’ske univers en uadskillelig, men tvetydig enhed.

Christian Skeels og Morti Vizkis samarbejde går tilbage til de tidlige 80erne – i kredsen omkring Poul Borum, konfronteres hhv. den unge digter og maler med det inferno af multi-kunstnerisk aktivitet karakteristisk for tiden: Billedkunst, musik, digtoplæsning, filosofi eller det hele på en gang, har siden dengang været formlen for deres arbejde.

Christian Skeel har især i samarbejdet med Morten Skriver koncentreret sig om at inddrage horisonter, der i traditionel forstand ligger langt fra billedkunstens verden. I »Babylon« på Esbjerg Kunstmuseum eksperimenterede duoen med duftstoffers evne til at skabe associationer i den menneskelige bevidsthed, og i værket »Trapholteksperimentet« på Trapholt Kunstmuseum udforskedes, i samarbejde med amerikanske Princeton University, tankens mulighed for at påvirke digitale systemer.

Morti Vizki har ligeledes været langt omkring – selvom livsnerven altid har været digtningen, går der en rød tråd fra Vizkis tidlige dage som punk-forsanger til 90ernes prisbelønnede radio-dramatik og teaterstykker: Det melankolsk-minimalistiske, det forladte, der dog også rummede og hungrede efter en spiritualitet, ja, måske ligefrem noget guddommeligt, har i stigende grad kendetegnet Vizkis virke og ses måske i sit fuldeste flor nogensinde på denne udstilling.

Seneste bog-samarbejde mellem Vizki og Skeel, »Rejsebog« fra 2002, blev af Vizki kaldt en »poesibog for mænd,« og måske netop det poetiske i ordets oprindelige betydning – skabelse – karakteriserer Vizkis og Skeels samarbejder. Skabelse på baggrund af et splintret betydningsunivers – at tage skårene fra velkendte former og klistre dem sammen til et hidtil uset fabeldyr. Ud af skyggerne af noget, som har været, skabes skygger af noget, som kunne være: »Der var vi lige inde og røre ved noget helligt.« Væk er den sortklædte 80er postmodernisme, som vil lade beskueren blive hængende i en ørken, hvor alt er hørt, set og gjort. I stedet skabes en NY sammenhæng: En anden glødende og lys virkelighed.

Formelt set ligger Skeel et særligt sted på den danske kunstscene, i det han ikke knytter – og aldrig har knyttet – an til en bestemt strømning eller mode, men har hele kunsthistorien som repertoire. Barokke bygningsmodeller, smørklatter, gamle filmstrimler og her, snapshots fra tv. I og med den »nouvelle vague« udseende cigaret-rygende dame, drengeskikkelsen i vinduet og den badende mand med kluden over ansigtet, som en nutidig version af David’s »Den døde Marat,« løsrives fra den helhed af lyd, farve, tid og fortælling, som de oprindelig var en del af, skabes en ny historie på baggrund af beskuerens egne associationer.

Ligeledes med Morti Vizkis digte – »En gåtur med far«, »Nytår – tilegnet Heino Byrgesen« – vi aner digtenes tilknytning til en række aktører og hverdagssituationer, vi, som beskuere, ikke kender, men som vi alligevel tilbydes øjebliksbilleder af. Herigennem gives der en mulighed for umiddelbar identifikation med Vizkis’s digte – ikke at der er tale om en social realistisk tudedigtning, men om en meditation over evigtgyldige tematikker, som på en helt anden måde end store dele af 90ernes »smalle« digtning er umiddelbart tilgængelige.

Det er centralt for en indgang til Skeels/Vizkis værker, at det ikke handler om »illustration« af digte – eller »digte på billeder.« Det handler om, at lade ord og billede opløse sig i en ny meningsskabende helhed. Ikke et »I begyndelsen var ordet«, men et »lad ordet blive billede, og billedet blive ord.« Virkeligt »reality«-tv, der tager livet – og mennesket – for pålydende.

Merete Jankowski