Tærskler
Tærskler
Jytte Rex, Katja Bjørn & Mie Mørkeberg
1.3 – 23.3.2019
Opening: 01.03 2019 – kl. 17-20
ENGLISH PRESS RELEASE
LIST OF WORKS
Office
Jens Birkemose & Dan Turèll
Galleri Tom Christoffersen præsenterer udstillingen Tærskler med værker af Jytte Rex, Katja Bjørn og Mie Mørkeberg.
En tærskel er et punkt, der markerer overgangen til en ny mental eller fysisk tilstand. At overskride en tærskel fordrer altid – direkte eller indirekte – nødvendigheden af at skulle træffe et valg. Et sådant valg kan være forbundet med smerte men kan også åbne op for nye indsigter og muligheder.
Udstillingen Tærskler optegner et tydeligt spor mellem de tre kunstneres praksisser. Samtidig viser den, hvordan tre generationer af billedkunstnere sanseligt og mytisk trækker på en fælles historie. Samlende for de udstillede værker er det, at de alle markerer overgange til tilstandsformer i et grænseland, præget af lys og mørke, skæve indfaldsvinkler og en bevægelse mod det drømmeagtigt ukendte.
Jytte Rex (f. 1942) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1969. Hun arbejder med maleri, foto, film og tegning. Jytte Rex har haft talrige udstillinger både i Danmark og i udlandet. I 1998 blev hun tildelt Eckersberg Medaillen og samme år Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. I 2005 modtog hun Thorvaldsen Medaljen. Hun er bl.a. repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, ARoS, KUNSTEN, Ny Carlsbergfondet og Vejle Kunstmuseum.
Katja Bjørn (f. 1967) er autodidakt billedkunstner. Hun er Cand.mag. i Religionsvidenskab og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet. Katja Bjørn arbejder både med video, fotografi, grafik, skulptur og installation, og hendes værker er bl.a. repræsenteret i samlingerne på Horsens Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum og Kvindemuseet.
Mie Mørkeberg (f. 1980) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2006. Hun har bl.a. udstillet på Brandts, Odense og Trapholt Museum for Kunst, Kolding. Mie Mørkeberg har udført kommisionsarbejde for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og FN Byen. I 2015 modtog hun Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Mie Mørkebergs værker er bl.a. repræsenteret på Trapholt.



OFFICE:
Jens Birkemose & Dan Turèll
Søndag 24.02 2019 kl. 14-16: Bogreception på ‘Færgen er i havn om få stavelser’ af Lars Movin.
24.2 – 23.3.2019
Opening: 24.02.2019 – kl. 14-16
ARTWORK LIST
ENGLISH PRESS RELEASE
I anledning af Lars Movins bogudgivelse Færgen er i havn om få stavelser, der udgives af Forlaget Bangsbohave/Galleri Tom Christoffersen, præsenteres udvalgte værker af Jens Birkemose.
Færgen er i havn om få stavelser præsenteres den 22. februar på Museum Jorn i Silkeborg i forbindelse med åbningen af Birkemose-udstillingen Jeg er ikke færdig endnu …
Og den 24. februar ved ferniseringen hos Galleri Tom Christoffersen i København.
Om Færgen er i havn om få stavelser
På baggrund af årelang research og med inddragelse af adskilligt nyt arkivmateriale – herunder et ukendt digt af Dan Turèll – kastes lys på en ikke tidligere beskrevet relation i dansk kulturliv, nemlig mellem maleren Jens Birkemose (f. 1943) og forfatteren Dan Turèll (1946-1993). Samtidig undersøges i bredere forstand krydsfeltet mellem kunst og litteratur, billede og skrift – alle de steder, hvor de to kan mødes i dialog: i diverse former for tværdisciplinært samarbejde, kunstnerens udforskning af bogmediet, forfatterens fascination af udstillingsformatet samt korrespondancen og brevet som kunstneriske udvekslingsformer. De konkrete samarbejdsprojekter mellem Birkemose og Turèll var relativt få – først og fremmest bogen Fox fra 1977 og den serigrafiske mappe Brev til Birkemose fra 1993. Men i feltet mellem de to fandtes et frodigt landskab, hvor billeder kunne blive til poesi og skrift til billeder. Et landskab, som slog gnister, når de to energier mødtes, men som samtidig også trak tråde i mange andre retninger.
Lars Movin (f. 1959), forfatter, foredragsholder, filmmager og formand for Dan Turèll Selskabet. Har – foruden adskillige bøger og film om andre emner – beskæftiget sig intensivt med Dan Turèll over en længere årrække, dels i filmen Onkel Danny – portræt af en karma cowboy (s.m. Steen Møller Rasmussen) (2002), dels i bøger som Good-bye to all that! (s.m. Steen Møller Rasmussen) (2002), Charlie Parker i Istedgade – tekster om jazz (2006), Dan Turèll – hele historien (s.m. Steen Møller Rasmussen og Asger Schnack) (2015) og Synets galaxer – maleren Erik Liljenberg (2017) (en kortlægning af det såkaldte Manjana-miljø med Erik Liljenberg, Peter Laugesen, Dan Turèll m.fl.). I 2018 modtog Lars Movin det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.


