TEN DAYS – TEN SCULPTURES
TEN DAYS – TEN SCULPTURES
ADAM FISCHER
EVA HJORTH
SØREN JENSEN
KIRSTEN JUSTESEN
SONJA FERLOV MANCOBA
RICHARD WINTHER
– og to anonyme
14. 5. – 25. 5. 2014
Fernisering: 11. 4. 2014 kl. 17-20
• Press release in English (PDF)
2. RUM
CLAUS CARSTENSEN:
BORGER / MEDBORGER / CITOYEN
Fra et Mesopotamisk frugtbarhedssymbol fra 2500 f. Kr. til Eva Hjorths erotiske nødvendighed af et marmorstykke fra 2002 er der meget langt – men så alligevel ikke længere. Begge skulpturer er i hvert fald fanget i en sammenlignelig selvcentreret kropslig akt, den ene holdende sine bryster op og frem, den anden med hånden i sine trusser.
Disse to er yderpunkterne i en koncentreret kort skulpturudstilling i Galleri Tom Christoffersen med menneskekroppen i centrum. Det er afbildninger af kroppen i sten, ler, gips og marmor med afsæt i mere klassiske billedhuggerdyder og realismen i fokus. Det er som digteren Pia Tafdrup skrev: ”Kroppen her i rummet, nu”.
Fra Adam Fischers tilnærmelse til klassicismen i ”Venus” fra 1931, til Kirsten Justesens repetitive selvportrætter i 3 x HVID 1:1:1 fra 1999, med hendes konceptuelle brug af sit personlige værktøj – hendes egen krop. Og fra Dionysos blottede krop i en græsk romersk torso fra det 2. Århundrede, til kun antydningen af kroppen i Søren Jensens skulptur fra 1988, der hele tiden afslører nye legemlige genkendeligheder som man bevæger sig rundt om den.
Galerie Mikael Andersen repræsenterer Sonja Ferlov Mancoba og Søren Jensen.
Værker
2. RUM:
BORGER /
MEDBORGER /
CITOYEN
CLAUS CARSTENSEN
14. 5. – 25. 5. 2014
Fernisering: 11. 4. 2014 kl. 17-20
• Press release in English (PDF)
Udstillingen er en præsentation af et forslag til en udsmykning ved den nye Nørreport Station i København. Claus Carstensens skulptur er tænkt placeret ved opgangen på den sidste platform efter Gothersgade.
På en 8 meter høj smal søjle står en person med knyttet næve i vejret men med bøjet hoved og blikket nedad. En gestus der udtrykker både styrke og ydmyghed. To kræfter der trækker i hver sin retning – en almenmenneskelig splittelse. Løftet ud af sin historiske kontekst fra OL 1968, uden at denne sløres, tømmes tegnet for betydninger og åbner for nye aflæsninger. Gestussen bliver snarere et kropslig udsagn end et politisk. Det bliver et mellemmenneskeligt anliggende, hvilket understreges af, at figuren på toppen af søjlen er en 1:1 afstøbning af en menneskekrop. Det er netop ikke en krop der er 30-60% større, som typisk er størrelsen på menneskefigurer, der indgår i monumenter.
Den mandshøje bronzefigur balancerer på en 50×50 cm kvadratisk sort indfarvet betonsøjle, der med sin placering vil forlænge aksen fra de nye udluftningssøjler, den også deler højde med. Skulpturen er tænkt ind i byrummet med sin udtalte vertikalitet som et kontrapunkt til pladsens og vejnettets horisontalitet. Den slanke søjle, med den anonyme person på toppen, bliver en anti-monumental markering de mange forbipasserende på Danmarks travleste station enten kan forholde sig til eller spejle sig i. Som medborger er han en del af menneskemængden, og som citoyen i den klassiske, demokratiske forståelse af ordet er han en borger med noget på hjertet.
Skitser
